Er du beboer, kan du logge på Boligfy - så er du altid opdateret om din bolig

Er du beboer, kan du logge på Boligfy - så er du altid opdateret om din bolig

Bliv optaget på ventelisten

Alle over 15 år kan blive skrevet op i Andelsboligforeningen. Det koster kr. 190 årligt at stå på ventelisten. Hvis man ikke har brug for en lejlighed lige her og nu, kan man stå i bero – det betyder, at man ikke får tilbud om ledige lejligheder, men stadig optjener anciennitet. Når man er skrevet op, kan man til enhver tid ændre de lejligheder og afdelinger i foreningen, man er skrevet op til.

Ventelisteopnotering er personlig, og det er enkeltpersoner, der optages på ventelisten. Opnoteringen kan ikke overdrages til en anden, heller ikke til den boligsøgendes ægtefælle ved separation eller skilsmisse. Kun ved den boligsøgendes død overgår ventelistepladsen til efterladt ægtefælle eller dermed ligestillet person. Pladsen på en venteliste kan også overdrages, hvis en boligsøgende på grund af alder eller sygdom flytter på plejehjem, i almen ældrebolig eller lignende.

Ansøgerweb

Hvis du allerede er skrevet op, men ikke kan huske dit brugernavn eller kodeord, kan du klikke på ”send nyt brugernavn og kodeord” i login.

Hvis du ikke er skrevet op, opretter du dig via ”ny bruger”.

Under fanen ”Spørgsmål/Svar” inde i ansøgerweb, kan du finde en masse mere om, hvordan du bruger ansøgerweb.

Gå til Ansøgerweb

Om ventelisten

Man skal ikke skrives op til en ældrebolig, da de visiteres af kommunen. Er man interesseret i at komme i betragtning til en ældrebolig, er det derfor kommunen, man skal kontakte.

Betingelsen for at få en ungdomsbolig er, at man er under uddannelse eller har et særligt behov. Boliger til personer med særligt behov anvises af kommunen. Det kræver ikke et gebyr for at blive skrevet op til en ungdomsbolig. Opnoteringen slettes efter fem år, men kan genoptages indtil to år efter sletning.

Det er ikke muligt at komme på den interne venteliste, når man bor i en ungdomsbolig. Der må udelukkende bo den ene person, der har lejet ungdomsboligen, i en etværelses ungdomsbolig.

Familieboliger er alle de boliger, der ikke er defineret som ungdomsboliger eller Pleje-/ældreboliger.

Hver fjerde ledige familie- og ungdomsbolig går til Ringsted kommune til tildeling efter boligsociale kriterier. Alle disse boliger visiteres via kommunen.

I Ringsted Kommune er der indgået aftale om, at 25 % af de ledige familieboliger udlejes efter boligpolitiske kriterier. Det vil sige, at hvis man opfylder et af de fastsatte kriterier, kan man få en fordel på ventelisten (fleksibel venteliste).

Pendlere
Boligsøgende, der er i ikke-tidsbegrænset fuldtidsjob (minimum 30 timer/uge) i en virksomhed beliggende i Ringsted Kommune. Den boligsøgende skal i mindst to år have boet mindst 50 km fra sin arbejdsplads. Dokumentation:

  • Arbejdssted og arbejdstid dokumenteres via en ansættelseskontrakt og de tre seneste lønsedler.
  • Afstand til arbejdsstedet dokumenteres via bopælsattest og søgning på korteste afstand via f.eks. Google Maps.

Unge i Ringsted
Boligsøgende under 26 år, der i forvejen er bosat i Ringsted Kommune, og som i forbindelse med start på uddannelse ønsker at flytte tættere på uddannelsesstedet. Kriteriet kan benyttes indtil 12 måneder efter studiestart. Den boligsøgende skal bo mindst 7 km fra uddannelsesstedet. Dokumentation:

  • Uddannelsen skal være en statsgodkendt uddannelse, der skal dokumenteres med optagelsesbevis (studiestart) og bevis for studieaktivitet.
  • Aktuel bopæl i kommunen dokumenteres med bopælsattest.
  • Krav om afstand via søgning på korteste rute mellem bolig og uddannelsessted.

Seniorer
Boligsøgende, der er fyldt 65 år, og i forvejen bor i Ringsted Kommune. Den boligsøgende skal have været skrevet op i ABF1941 i mindst fem år.

Når man står på fleksibel venteliste, kan man udelukkende stille betingelser til antal rum, og hvis man har en hund eller en kat, at der skal være tilladelse til det. Man kan ikke vælge f.eks. kun at ville have noget med have eller kun at ville bo i stueetagen.

En boligsøgende på den fleksible venteliste kan kun få ET tilbud. Svares der nej eller undlader man at svare, overgår den boligsøgende til den almindelige venteliste.

Når man har boet i boligselskabet i to år, kan man komme på den interne venteliste. På den interne venteliste står man som udgangspunkt før eksterne ansøgere til bolig.

For at få tilbud skal man stå på den interne venteliste på det tidspunkt, hvor der foreligger en gyldig opsigelse for det ledige lejemål, og man skal frigøre en bolig i boligforeningen. Beboere, der i forvejen har en bolig i samme afdeling som den ledige lejlighed, har fortrinsret fremfor beboere fra andre afdelinger.

På den interne venteliste kan optages ansøgere, der ikke afgiver en bolig, når der er tale om skilsmisse, separation eller samlivsophør, hvis det drejer sig om par med fælles barn/børn under 18 år, og parret har boet sammen i mindst to år. Ovennævnte ansøgere, der ikke afgiver lejlighed, kan maksimalt stå på interne venteliste i 1 år.

Vær opmærksom på!!!

Når du siger ja tak til et tilbud, er dit svar bindende. Hvis du springer fra, efter du har givet tilsagn om at overtage en bolig, vil du blive pålagt en karensperiode på 12 måneder, hvor du ikke kan få tilbudt en bolig hos ABF1941.

På Ansøgerweb kan du se alt om din opnotering. Log på Ansøgerweb her

Personer, der indgår aftale om leje af en bolig, kan bevare deres anciennitet på ventelisten, hvis man bliver ved med at betale for at stå på ventelisten. I modsat fald slettes man fra ventelisten, og den oparbejdede anciennitet bortfalder. Det vil sige, at det er en fordel at bevare sit ventelistenummer, hvis man på et senere tidspunkt ønsker en anden bolig i foreningen.

Seniorbofællesskab bliver udlejet som familieboliger, og du skal derfor skrive dig op via ansøgerweb. Det forventes, at du har lyst til at deltage i fællesskabet.

Læs mere under afdelingens side.